The Kjaerboel Homepage 

Skrevet 050307

Slægten               Stoffersiden

Spil

Sebastian

Hedehusene

Sørens Side

Middelfart

The Sioux

Fotos

One.com -

Favoritter

Hjem

web. Preben Kjærbøl

 

 

 

Sideopdeling: Velmagtsdage Kysten rundt

Kulturarven

Sakset fra rapport udarbejdet af Museumsinspektør Ole Mortensen Langelands Museum.

Fyns Amt er mere end noget amt i Danmark præget af kystkulturen. Amtet har den længste kystlinie af alle amter, relativ kystlængde 0,33 km. pr. kv. km. og meget stærke traditioner indenfor søfart, skibsbygning og fiskeri. Det er ikke tilfældigt at to af landets tre navigationsskoler og tre søfartsskoler ligger i det fynske - ej heller at landets største værft er beliggende her. Igennem mange år har Fyn også haft store fiskerihavne i Bagenkop og Kerteminde målt med de indre farvandes målestok. Ikke desto mindre kan det konstateres at de gamle fynske sø næringer - søfart og fiskeri er i krise. Centralisering af produktion og drift, den teknologiske udvikling og omlægning af forbrug og transport har på dramatisk vis ændret vilkårene for de gamle erhverv. De gode tider har efterladt mange anlæg og bebyggelser langs de fynske kyster.

Søforsvarsanlæg.

Kystområdet har altid haft skiftende militærstrategisk betydning. De ældste anlæg stammer fra vikingetid og middelalder. En række slotsbanker er vidnesbyrd om middelalderlige befæstningsanlæg af sømilitær betydning, heraf kan nævnes Hindsgavl slotsbanke ved Lillebælt. I renæssancen og 1600 tallet udviklede artilleri og håndskydevåben sig og belejringskrig blev afløst af en mere bevægelig krigsførelse. Nye større fæstningsanlæg med fremskudte bastioner og volde var nødvendige. Nyborg har bevaret meget betydelige gamle befæstningsanlæg fra den tid. Uheldigvis for Fyn blev øen krigsskueplads under svenskekrigen 1658-1660. Levn af skanser fra denne krig findes bl. a. på Fænø og Fænø Kalv. De slesvigske krige 1848-1850 og 1864 gik ikke direkte ud over Fyn og fra den tid er kun få anlæg, heraf de fleste på Hindsgavl halvøen.  

VELMAGTSDAGE PÅ MIDDELFART HAVN.

"Når det regner" Originaltegning af Svend Lind

På tegningen ses fra venstre: Peter "Murer" Jensen, han havde fiskehandelen bag Børsen mod molen. Siddende med hver sin stok fisker Madsen og eksportør Hansen, aldrig kaldet andet en "eksportøren". De tre i døren er Jacob, som passede havnehuset, ved siden af ham ses sejlmager Christian Jensen. Med ryggen til i ivrig diskussion med sejlmageren, står fiskehandler August Jensen og ved siden af ham Jens P. "Kongebro" manden med det hvide skæg og cigaren er skipper Gylsen fra Hessgade. Ved siden af ham står Herman Petersen, der var havnearbejder. Desuden sejlede han med turister i sin jolle. Så er der Georg Madsen, Gl. Vestergade, Peter Madsen. Og over ham "Pibe-Rasmus" fra Skovgade. Manden med det lange hvide skæg og pakken under armen, er Karl Knud og yderst til højre i billedet ses den travle kioskmand Peder lassen.   

Kendte folk fra “Børsen” gengivet på festlig karrikaturtegning.

Af Journalist På Middelfart venstreblad Knud Børresen også kaldet "Kaas"

 Mange middelfartere mindes endnu det gamle havnehus, der for år siden blev revet ned i forbindelse med udvidelse af havn og parkeringsplads.

Det var hos mange med beklagelse, at det karakteristiske kønne hus forsvandt. Gennem årene var det “hovedkvarter” for de kendte middelfartere, som havde deres daglige gang på havnen. Her blev det til mangen en hyggelig sludder, en pibe tobak eller en skrå, og der er ikke tal på de gange, hvor “havnens faste stok” løste verdensproblemerne i deres diskussioner.

En del af de kendte skikkelser på havne er af kunstmaler Svend Lind, Middelfart, blevet nedfældet på en morsom karikaturtegning, som Fhv. kioskejer Peder Lassen er i besiddelse af. Lassen var i 43 år indehaver af den nærliggende “Havnekiosken”, men han trak sig for nylig tilbage.

Med sig havde han tegningen, der stammer fra begyndelsen af 1940-erne, og den viser en del af “børsmandskabet”, der er samlet ved havnehuset under en regnbyge. Lassen har mange gode minder om den tid. Han var dus med de gæve middelfartere, for hvem dagen ikke var gået rigtigt, hvis de ikke havde slået et smut om havnehuset til en hyggelig snak. Havnehuset gik under kælenavnet "Børsen"

Ovennævnte har vi modtaget fra Hanne Christensen, der er datter af Peder Lassen, der var indehaver af havnekiosken. Hendes brev gengives her i redigeret form:

Som sagt er jeg selv datter af personen yderst til højre på tegningen: Peder Lassen, der havde Havnekiosken fra 15. oktober 1935 til 1. juli 1978. (Så det er hans 2 svigersømier Kaj og Poul, du arbejder sammen med på værftet). Jeg mener at kunne huske, at denne tegning sammen med en mere af min far og 3 farbrødre, der også er lavet af Svend Lind, (tegningen er min mor ligeledes i besiddelse afl var en gave til min far til hans 25 års jubilæum 15 oktober 1960. Men jeg kan prøve at spørge min farbror Knud Lassen. Familien var i al fald i rimelig tæt kontakt til Svend Lind (når det passede ham)!

Min farbror Christian, der var glarmester på Frederiksberg i sin tid, havde en del af Svend billeder i “kommission” til salg. Jeg kan sagtens selv huske Svend Lind, og også at han af og til var hos mine forældre og spise med.

Kystkulturen og fiskerne

 Uddrag af Ejnar Møller Jensens bog

Familien Niels Pedersøn

Oldefar, teglværksarbejder Niels Pedersøn, Lyngsodde, købte i 1850 landbrugsejendommen på Baunevej i Sønderskov af teglværksejer Grotian, Lyngsodde Teglværk. Han fortsatte som teglværksarbejder et par år derefter – for 66 øre om dagen – inden han vovede at begynde som fisker og husmand. På det tidspunkt havde de endnu ikke fået brønd, men hentede vand i et kildevæld ved tørvegraven. Til husmandsstedet hørte 3-4 køer, nogle ungkreaturer og grise samt omkring syv tdr. land jord og eng lige ud til Lillebælt på det smalleste sted.

Bedstefar Peder Hansen (1846-1935). Hans kone fødte seks børn, og Niels Hansen, den yngste, blev født i 1893. Samme år døde moderen af tuberkulose. Som det gode menneske, Peder Hansen var, blev hans kælenavn til barnet ”Vor Peirs Niels” (”vor fars Niels” på jysk), og dette navn var kendt viden om.

Den ældste, Bertha, blev gift i Gårslev, og Ane i Taulov, begge nær hjemmet. Martha boede hjemme hele livet, da hendes ældste bror, murer Jens Hansen (1887-1942) desværre kom til at gøre hende blind ved en vådeskudsulykke. Det var så stor en sorg for ham, at han besluttede aldrig at gifte sig, men at vie sit liv til hendes forsørgelse og pasning. Marie blev hjemme og passede hus og hjalp sin far med gården. Selv om hun havde været forlovet, valgte hun ikke at gifte sig.

 Selv om Jens Hansen oprindelig var murer, hjalp han og Vor Peirs Niels hinanden med fiskeriet, til Niels’ børn blev store nok til at tage del i det. Børnene var Carl Aage (f. 1923), som blev gift, men forblev barnløs, og Lars Peder (f. 1929), som i 1956 fik sønnen Preben. En pige og to drenge har Preben fået, hvoraf den yngste Andreas allerede nu som niårig har sit eget åletøj. Han slægter sine forfædre på i den grad, at man må håbe, at der endnu kan fiskes, når han skal til at leve af det. Men da han i det hele taget er snild på fingrene, bliver der nok under alle omstændigheder noget meningsfyldt arbejde til ham!  

Jeg har valgt at fortælle om familien Niels Pedersøn, Baunevej i Sønderskov ved Fredericia, fordi det er en ægte kystfiskerfamilie. Det er arbejdsomme mennesker, som jeg har kendt gennem et livslangt venskab, og jeg vil forsøge at fortælle, hvordan de har klaret livets glæder og sorger. Vor Peirs Niels og sønnerne Carl Aage og Lasse har fortalt mig om hændelser, jeg ikke selv har oplevet, og de har fortalt om fiskeriet og skibenes sejl evner under forskellige vejrforhold.

 Livet i Sønderskov

Det er blevet fortalt mig, at da familien flyttede til Sønderskov, sad bedstefar Peder Hansen som lille dreng i kobbergruekedlen på flyttelæsset og kunne lige kigge op over kanten. Men som alle børn dengang måtte han hurtigt i arbejde.
Da han havde overtaget bedriften, blev han medlem af andelsmejeriet og andelsslagteriet. Gården lå afsides, neden for den stejle banke, så mælken måtte hver dag transporteres på en kærre med store hjul til den nærmeste storbonde. Hvis der kun var lidt mælk, blev det båret til bonden med mælkejungen på ryggen i en svær reb strop.

 Til arbejdet i marken havde de en medhjælper fra Snoghøj, som passede fru Meldulas park. Gartneren blev han kaldt, de kendte ham ikke under noget andet navn. Han tærskede også kornet for dem. Vor Peirs Niels skulle hjælpe til, men gartneren beklagede sig over ham: ”Han render jo ved stranden hele tiden!”  Gartneren havde svært ved at se, at det kunne være givtigt at holde øje med vind og strøm, så der kunne fiskes.

 Jeg har besøgt Vor Peirs Niels og Ingeborg utallige gange, og jeg har altid følt mig velkommen. Da de skulle giftes, byggede de et ekstra beboelseshus. Det samme gjorde Carl Aage, da han blev gift med Maren, så enklaven kom til at bestå af tre beboelseshuse. Jens fornyede det oprindelige hus og byggede nyt til Vor Peirs Niels og Ingeborg. Landbruget blev nedlagt i 1947, og hovedparten af jorden solgt fra omkring 1970.  

Vor Peirs Niels og Ingeborgs søn Lasse (Lars Peder Hansen) og jeg er næsten jævnaldrende, og vi har kendt hinanden fra barndommen. I 1954 blev Lasse blev gift med Anna, et enestående gæstfrit menneske. Jeg er kommet meget hos dem. Anna døde desværre pludseligt i 2002, en let død og bestemt at misunde, men et stort tab for familien og ikke mindst Lasse.  

Grønne søer

Lasses søn Preben fortalte en dag, at selv om bedstefar var holdt op med at fiske, ville han en dag absolut til Middelfart for at blive klippet. Det blæste ualmindeligt meget, og han trængte slet ikke til det, grinte Preben, men det var oplevelsen af at sejle i ”Svanen” i rigtigt blæsevejr, der drev ham. De kunne have kørt ham derover, men så ville han jo ikke have fået den oplevelse, det var at styre ”Svanen” sikkert uden om de grønne søer.  

Der er ikke mange, der kender fænomenet ”en grøn sø”. Man oplever den kun i små, åbne både. Den grønne sø ser man, når en sø bliver så høj og mægtig over båden, at man føler sig nede i en dal. Søen truer med at falde indenbords fra vindsiden, og man ser lyset nede fra jollen skinne igennem vandmasserne, så de bliver grønlige at se igennem. Har man prøvet at få sådan en sø indenbords og været ved at blive bordfyldt (og dermed forlise), er det en fantastisk fornemmelse at magte at styre uden om en sådan sø! Det må være en lignende følelse, der driver ludomanerne til spil, for det er et spil, hvor selv det bedst byggede skib er helt afhængigt af styrmanden. Og det var selvfølgelig i det tilfælde Vor Peirs Niels.   

Et godt skib

Jeg fik lov til at bygge den 19 fods bundgarnsjolle ”Svanen” til familien Hansen. Prisen var 18.500 kr., og den må de have spurgt om, for de har altid været meget forsigtige med ikke at satse for stort, når det drejede sig om penge. Tegningen derimod overlod de helt til mig, og det blev et godt skib.


 

I et godt skib kan man undgå grønne søer, og man oplever skibet som en god ven, som man ikke behøver at diskutere med, fordi det er godt at arbejde i og nemt at styre gennem vandet.

Siden har de altid sagt til mig: ”Det var alt for billigt med den jolle! Efter at vi fik den, har vi aldrig været nervøse, fordi det blæste for meget, og med den har vi aldrig måttet opgive at sejle på grund af vejret”. Gennem 37 år har den slidt syv Sabb dieselmotorer op, som det var nødvendigt at skifte på grund af det hårde arbejde, jollen klarer. I dag har familien flere glasfiberjoller, men det er ikke altid, at de kan erstatte ”Svanen”.

Tidligere havde de altid små skibe til at ro i, og efter krigen fik de sat en 5 HK ”Energi”-motor i en tung, uhåndterlig jolle, som farbror Jens havde fået bygget til at ro og sejle med sejl. Men som Vor Peirs Niels dagligt beklagede sig over næsten ikke var til at drive frem gennem vandet, når de roede. Senere prøvede de at skifte til en større motor, en 8 HK 4-takts Solo-motor. Men det blev det hele kun værre af. 

Før den havde de en jolle, som i dag står i jollehusets museum på Lillebæltsværftet. Her kan den beundres som den fine jolle, den har været i sin tid, elegant i faconen og med fornemme linjer, yderst velsejlende og let at ro. Som ny kostede den kun 130 kr. På vejen over efter den røgtede de ruser for nøjagtigt det beløb, ved stenrevet syd for den gamle Lillebæltsbro. Ruserne havde stået i 10 dage, hvor de ikke kunne komme over og røgte dem på grund af blæsevejr. 

Skibet ”Frem”s sidste tur gik til Frederikssund, hvor Vor Peirs Niels skulle hente kutteren ”Ingeborg”, og ”Frem” indgik i handelen. Niels sejlede derover for sejl, og vejret var så hårdt, at dækket sommetider blev dyppet i vandet. Vor Peirs Niels kom i havn om aftenen og gik til køjs. Næste morgen skulle han gøre sig klar til at handle skib, men tegnebogen var væk! Han gik op på dækket, og der lå den, med alle pengene i. Han havde tabt den under arbejdet med at sejle i det hårde vejr, og ingen havde taget den i nattens løb, hvor det heldigvis også havde været tørvejr.


Kutteren ”Ingeborg”

Fiskekutteren ”Ingeborg” blev for det meste brugt til snurrevodsfiskeri. En dag kom de sejlende over med en last torsk, og de skulle også smøre den jolle med linolie, som jeg var i gang med at bygge til dem, og male den. Vor Peirs Niels syntes, at jeg lige skulle med ned og beundre den last torsk, de havde, for – som han sagde - det kommer du aldrig til at opleve mere. Fangsten var på 2300 pund.  

Lasse fortæller, at de senere i et træk med trawl fik 3000 pund, og det mest fantastiske var, at torskene næsten alle vejede 10 pund stykket. De måtte sejle hjem og losse, for de kunne simpelthen ikke have flere i dammen og havde haft et farligt mas med at få dem fra dækket og ned. De sprællede rask væk over lønningen, dem som de ikke fik med, for lønningen var kun 35 cm. over dækket.

Fiskekutteren ”Ingeborg” har jeg fulgt gennem alle årene, indtil Lasses søn Preben kom til. Han kunne ikke lide at fiske med snurrevod og fik sig en rigtig trawler, ”Inger”. Men det var en dårlig disposition! Med ”Ingeborg” kunne de fiske for en omkostning på 45 kr. om dagen, men med ”Inger” blev det langt over det tidobbelte, og fiskemængden blev ikke forøget, men faldt i stedet. Det var ikke til at forudse dengang, at fiskeriet ville gå tilbage, og at der næsten ikke er fisk mere. Men med ”Ingeborg” og snurrevodsfiskeriet tror både Lasse og jeg, at de ikke ville have mærket tilbagegangen så meget. ”Ingeborg” havde også den fordel, at de kunne fiske fra den meget længere end andre, når det var isvinter, og vinteren var en god fiskesæson.

 En redningsaktion

En dag, da vi stod på molen og ventede på, at de skulle komme ind for at losse, kom der et par politibetjente. De spurgte, om der var nogen, der kunne sejle til Fænøoverfarten, for da færgemanden havde forsøgt at hente jordemoderen efter en fødsel på Fænø, var de halvvejs tilbage blevet skruet op på isen og sad hjælpeløse der.

 Vi kunne ikke se anden mulighed end at vente på ”Ingeborg”. Det varede heller ikke længe, inden vi kunne se kutteren oppe bag broen sønder fra komme dansende gennem isen. Bestemt ikke ufarligt, hvis skibsskruen skulle lide overlast, hvad der var den eneste hindring for at komme gennem isen.

 Så snart politiet kunne råbe ”Ingeborg” op og sætte dem ind i den livsfare, jordemoderen og færgemanden var i, vendte Vor Peirs Niels ”Ingeborg”, og omkring tre timer senere, efter at det var blevet mørkt, var de tilbage efter endt og vellykket mission. 

Når der var is, lå ”Ingeborg” i Kongebrohavnen, og de gik hver dag de vel nok 90 minutter hver vej fra og til hjemmet. Jeg havde en glasfiberjolle ”Janne Martin”, som vi bl.a. brugte til lodsning, og i en isvinter var jeg inde i havnen for at befri ”Ingeborg”, som lå frosset inde, og som de i flere dage havde forsøgt at få fri. Det var en god jolle, som jeg holdt meget af, selv om den var af glasfiber.    

Sildefiskeri

Under krigen drev Vor Peirs Niels, storebroderen Jens og sønnen Carl Aage om efteråret med sildegarn over for deres landsted ved Gals Klint. De drev for vind og strøm med flydegarn, som havde en maskestørrelse så passende stor, at sildene stak sig fast i dem. Derfor kaldte vi dem stikgarn. 

For at få den bedste drift, roede de over straks efter at de havde spist, så andre ikke kom først. Men der kunne godt blive lidt ventetid, da dem fra Middelfart jo havde længere at ro, og hvis strømmen var imod, nåede de ikke frem, før det blev mørkt. Familien Hansen fik størst fangst om natten, som var bedst til det fiskeri, så de ventede gerne.

 I ventetiden gik de i land ved Peder Nielsens bro ved Gals Klint, og de fik gerne en snak med Peder. Han var skovarbejder og boede i Galsklinthuset, hvor de havde en ko og en gris. Om sommeren drev han stedet som traktørsted. En dag, da Hansens kom over, fortalte Peder, at han havde solgt koen, så nu skulle han helt ind til Middelfart hver dag for at få frisk mælk. Det var jo ellers ikke hver dag, han behøvede at tage til byen. Jeg har mødt ham på den tur, til han var højt oppe i alderen, når han passerede havnen på en damecykel. 

Vor Peirs Niels tilbød, at de sagtens kunne stille et par liter mælk af ved broen, for de roede jo alligevel forbi hver dag året rundt, når de drev deres forskellige slags fiskeri. Med sådan en hjælpsomhed fik Hansens utroligt mange venner. Fiskene skulle jo til Middelfart og losses hver dag, når det var skælfisk, for de kunne ikke leve i dammen eller i en læggeruse, som blev spændt ud. Det var især torsk, der kunne opbevares på den måde.

 En kasse sild på 40 pund kunne under krigen koste fra 2,50 kr. til 10 kr., og et pund torsk kostede 20 øre. Jeg husker ikke, hvad ålene kostede. For store makreller fik vi 25 øre pundet, og for små makreller 20 øre. Rødspætter kostede 80 øre pundet, de var meget sjældne heromkring på den tid.

 Ålefangsten

For en udflytterfamilie i kystområdet her var det almindeligt, at der foruden jord og dyr hørte ålegårdsret til nogle få pladser. Resten kunne man så leje hos bønderne, som sjældent selv gad det hårde, krævende arbejde.  

Lasses oldefar Niels Pedersøn havde nogle få ålegårdsrettigheder, som tilhørte landstedet for en 100 års periode. Ålegårdene lå fra Snoghøj til Røjborg, og overfor på Fynssiden lå der også et par stykker. Når man tænker på, at de skulle ro rundt til ålegårdene helt til efter 1945, kan man sagtens forstå, at Vor Peirs Niels takkede pænt nej, da han fik tilbudt nogle pladser ved Børupsande nær indsejlingen til Kolding Fjord. Han orkede ikke tanken om, at der fra august til januar skulle ros det ekstra stykke vej hver dag.

 I dag sejler de fra den nye Lillebæltsbro til Kolding Å’s udløb, videre til Stenderuphage og Frydenborg over til Fænø syd og tilbage på Fynssiden. Når de havde fanget ål, blev de gemt i dammen, indtil der kom en opkøber forbi, som tilbød en tilstrækkelig god pris. Det kunne godt være voveligt at vente på, og det var nødvendigt, at ålene gik for sig selv, så de andre fisk ikke brugte ilten.  

Når det trak længe ud med at få ålene solgt, kunne det blive nødvendigt at sejle en tur med dem, eller hvis der var strøm kunne man ligge skiftevis med den ene og den anden side i strømmen, så vandet blev fornyet. Når ålene skal slagtes, skal der meget til for at aflive dem, men til gengæld skal der kun få timers uopmærksomhed til, før man har mistet dem alle på grund af iltmangel.  

Lasse fortæller, at han engang vågnede om aftenen ved, at det trak op til tordenvejr. Han skyndte sig alt hvad han kunne ned til vandet og startede motoren i ”Svanen”, efter at han havde set, at ålene var ved at dø i den store fiskekutter. Han bandt båden fast, så skruevandet blev drevet gennem damhullerne i den ene side og ud i den anden. Han måtte køre det meste af natten, før ålene igen så ud til at kunne leve. Det ville have været en bet af dimensioner, hvis de havde mistet ålene. Selv om de havde ål i alle jollerne, var især ”Svanen” god til at holde dem i live – men den sejlede jo også mest!

 Makrelfiskeri

Når man dørger makrel, foregår det med en svær 8 favne lang line til et étpunds blylod, som kommer i passende dybde, hvis man sejler langsomt nok. I hver ende af blyloddet er der indstøbt et svært stykke galvaniseret ståltråd, hver af ca. fem tommers længde afsluttet med et øje. I det ene øje er linen fra båden fastgjort. I det andet en tynd tjævs på tre favne, hvorpå der fastgøres et blink med en krog eller to. I stedet for at bruge et blikblink er det bedre at skære en bugstrimmel af en makrel eller en fladfisk, så makrellen ikke mærker det stive blik. I et hul i hver side af agterenden af båden stikker man en fjedrende dørgepind, så man kan holde øje med, om den vipper, når der er bid.   

Man kan også fiske med fire snører ved at fastgøre en seks favne lang lægte tværs over midten af båden med en dørgepind i hver ende. De sidste snører er gode til at fastholde makrelstimen, når man kredser rundt i den. Rammer man en stime, kan man kun nå at tage makrellerne af de to agterste snører, eller kun den ene. Især hvis der bider hornfisk på, for de er svære at få af krogen.

 Makrelstimerne kan man få mågerne til at finde, for når en sildestime bliver jaget op til overfladen af makrellerne, dykker mågerne i store flokke for at fange sildene. Denne måde at fange makreller på er langt det sjoveste fiskeri, jeg har oplevet. Alene det at sejle ud kl. tre om morgenen og opleve solen stå op, at følge mågernes jagt efter sildene og spændingen ved at følge efter dem, så man får mulighed for fangst, det er en fantastisk oplevelse. Selv om man ikke fanger makrel, er der jo altid mulighed for en laks eller ørred.

I dag skal vi desværre ud i Båring Vig eller syd for Wedellsborg Hoved for at drive det fiskeri, for makrellerne kan simpelthen ikke fordrage broernes tilstedeværelse, især ikke den ny Lillebæltsbro. 

Sild og makrel kunne også fanges i not. Et mægtigt garn, som man sejler uden om en stime og trækker sammen som en pose. Fangsten kan nemt være 200 kasser, hvis man har ramt heldigt. Stimerne finder man bedst om natten. Fiskeriet foregår med en ganske tynd kobbertråd på et vindsel, som man firer ned i vandet ved hjælp af et blylod. Har man så den rette fornemmelse, når fisken rammer kobbertråden, gælder det om at vurdere omkredsen af stimen, så man får det hele med. I værste fald risikerer man at jage stimen væk, når man forsøger at sætte garnet uden om den.  

Det er desværre et fiskeri, som ikke drives mere. Det er afløst af det bundskrabende og altødelæggende trawlfiskeri.

 Ruser og garn

Fiskeri med dobbeltruser bruges i dag fortrinsvis af fritidsfiskere, og det bruges mest til ålefangst med bifangst af andre fisk. Ruserne består af to poser med et radgarn imellem. I poserne, som er spændt ud med bøjler, er der to-tre kalve (tragte), som fiskene svømmer ind igennem. Når de først er fanget bag den bageste kalv, kan de ikke finde ud igen.

 Der er også de store, enkeltstående torskeruser, dobbelt så høje eller mere, med kun ét radgarn, der ender med en lodret stok og kun to kalve i rusen. De var meget effektive, der kunne være en kasse torsk og fladfisk i hver ruse.

 Garnfiskeri har jeg gemt til sidst – det har aldrig sagt mig noget. For det første må man kun fiske med garn, når det er strømstille, hvis man vil undgå skidt i garnene. For det andet vil krabber og snegle helt sikkert æde af fangsten, og det er spild af menneskeføde. For det tredje kan jeg ikke få øje på nogen form for meningsfyldt arbejdsglæde ved den form for fiskeri.

 Bundgarnsfiskeri er jo helt forbeholdt erhvervsfiskere.
Fiskeri med ålevod var de flestes yndlingsfiskeri. Om det skyldtes, at man kunne fange mange forskellige slags fisk på den måde, eller om det var spændingen ved at finde ud af, hvem der var dygtigst, skal jeg ikke kunne sige.

Ophaling af bådene

Lasse har fortalt, hvordan de lavede et gangspil på stranden til ophaling af både. Det var et spil med to bukke gjort fast i en firkantet ramme, der var sat fast med pæle i jorden. På rammen var der et midterstykke og et tilsvarende svært stykke foroven, hvorigennem der var en svær rulle på en halv meter i diameter. Oven over det øverste tværstykke var der huller i rullen til to håndspag (navnet stammer fra løftestænger), der var fire en halv meter lange. Med dem kunne to til fire mand dreje rullen rundt, og når der var snoet tampen af en talje fast om rullen, trak det som et tanddrevet spil, men betydeligt kraftigere. Også fordi de brugte talje mellem skibet og spillet til at firdoble trækkraften. Skulle det alligevel knibe med trækkraften, kunne man forøge den yderligere med en skræddertalje på den halende part. Det var en lille klejn, firskåren talje til håndkraft.

De fleste fiskekuttere, de trak op, vejede omkring ni tons, og der var mange Middelfartfiskere, der benyttede sig af den mulighed. Der var dog den hage ved det, at det blev fejret som en festdag, når kutterne skulle på land og kølhales, og ligeså, når de skulle søsættes igen. Der var rigtig mange mennesker at bespise, og betalingen bestod af gensidig hjælp, når deres egen kutter ”Ingeborg” skulle på land. Hvad der selvsagt var en dårlig forretning. Men sådan var der meget, Lasses familie regnede som en vennetjeneste, og som ikke kunne være anderledes.

Et andet eksempel er, når nogle lå i deres skibe uden at kunne sejle hjem, så kunne de bare vente, til ”Ingeborg” kom forbi, for så fik de et slæbetov. Man kunne altid regne med deres hjælpsomhed, den var uden bagtanke.

 Carl Aage Hansen

Da Lasse blev gammel nok til at afløse Carl Aage som makker for deres far, fik Carl Aage bygget en lidt større trawler end ”Ingeborg” i Middelfart. I mange år fiskede han alene med den og klarede sig godt, da han jo sparede at skulle dele med en makker, hvad skibet ellers var stort nok til på det tidspunkt.

Da Carl Aage blev gift med Maren, blev der udstykket en grund til dem, hvor han byggede hus med udsigt til vandet, ligesom fra de to første huse på familiens grund. I de år, hvor Carl Aage fiskede, lossede han fangsten i Middelfart. Der hilste jeg tit på ham og beundrede hans manøvrer med kutteren, især når han uanset vindhjørnet flot bakkede hele vejen ud af havnen. På det tidspunkt, hvor jeg kom i lære, flyttede Maren og Carl Aage til Snoghøj, hvor der var bedre ankerplads til kutteren.

 Carl Aage havde en lille 9 fods pram, som han dels brugte til at komme ud til kutteren i, og til Middelfart, når han kølhalede. Nu mødes vi hos Lasse og får en snak om gamle dage.

Bertel Mikkelsen

Bertel Mikkelsen var oprindelig skrædder, men elskede at fiske. Han var også ferm til tømrer- og snedkerarbejde og snittede husgeråd som øsekar, skeer og lignende. Når Vor Peirs Niels havde brug for hjælp, kom han og hjalp til hos dem med forskelligt. Op til Vor Peirs Niels’ tid var prisen for fremmed medhjælp én krone om dagen samt kost.

Til fiskeriet havde han en makker. De havde det vi kalder en Korsørpram, spids i begge ender og slank. Agterenden lige over vandet havde et par kiler, så der blev til et spejl, så agterenden bar godt op. Bådene var meget slanke dengang, da man oftest var nødt til at ro, så de måtte sidde enkeltvis bag hinanden for at ro. Bertel havde det problem, at makkeren skråede meget, og han skulle selvfølgelig af med spyttet, så Bertel var nødt til at have både sydvest og oliefrakke på, for at spyttet kunne løbe af. Det var en meget varm påklædning, når man skulle ro!

Bertel havde den uvane, at han var slem til at besøge bedstefar om aftenen. Når bedstefar skulle op og fiske om natten, sagde han: ”Nu skal jeg i seng, Bertel”, og så blev Bertel sur og sagde: ”Det kan du ikke være bekendt, Peder Hansen, når jeg nu gerne vil besøge dig!” – Det endte gerne med, at Vor Peirs Niels eller broderen Jens måtte forbarme sig over ham og snakke, for det lå ikke til Bertel at finde ud af at gå hjem. De andre skulle jo også tidligt op.

Hos dem begyndte arbejdet normalt kl. tre om morgenen, afbrudt af et middagshvil, og derefter på den igen. Sådan er det stadig i dag.

Snoghøj og Lille Fiskenæs

Når vi tager østpå fra Sønderskov, kommer vi til Snoghøj, hvor fru Meldula havde ”Snoghøjgård”. Det må nærmest betegnes som et herresæde med store jordtilliggender, færgestedet og den park, hun senere anlagde. Snoghøjgård lå bag færgekroen mod vest med urtehaven hen forbi det sted, hvor den gamle Lillebæltsbro nu ligger. Parken lå øst for færgekroen, men jeg mindes ikke at have hørt om, hvor landbrugsjorden lå. Det er min mor, der er kilden til, hvad jeg ved om fru Meldula og Snoghøjgård.

 

Lars Vinter

Min mors onkel Lars Vinter, som stammede fra Andrup nær Fjerritslev ved Jammerbugten, havde fru Meldula lagt mærke til som en yderst velbegavet mand og en stor matematiker. Som tidligere nævnt havde hun herresædet ”Slettegård” på den egn. Hun tilbød ham at blive bestyrer af Snoghøjgård, hvor der forestod store forandringer. Der skulle forhandles om frasalg af jord til Lillebæltsbroen, og om retten til levering af råmaterialer til brobyggeriet, og der skulle laves aftale med færgeselskabet om betaling for at benytte den lille naturhavn, som senere blev til to egentlige færgelejer.

Da Lars Vinter blev gift og fik det første af ni børn, en dreng, blev mor tilbudt pladsen som barnepige og køkkenhjælp, da hun var 16 år. Det var i 1925. Lars Vinter havde som noget af det første aftalt med fru Meldula, at han måtte have sin egen vognmandsforretning ved siden af bestyrerpladsen. Der blev bl.a. transporteret råmaterialer til den dæmning, der fører op til broen, og der var mange chauffører, der skulle bespises. Derfor skulle min mor hjælpe til i køkkenet. 

Fru Meldulas fortjeneste af især færgelejet var enorm. Hun fik sin rigelige part af, hvad der blev sejlet ind. På den tid var færgeselskabets overskud til aktionærerne på 400 pct., en helt uhørt gevinst. Blandt dem, der også måtte betale gildet, var de små færger som min fars.

 Efter et par år hos sin onkel og tante forlod mor pladsen og kom fra Sønderskov, hvor Lars Vinter havde sit hjem, til Snoghøj. Hun holdt op, fordi succes’en gik hendes tante til hovedet, og hendes opførsel over for gæster og andre mennesker, som de kom på besøg hos, blev utålelig. Mor blev ansat hos en fætter, Marius Vinter, som havde et brødudsalg med postekspedition, en mindre isfabrik med hjemmelavet is og en kiosk ud over havnen i Snoghøj.

 Her var der liv og glade dage, og her mødte hun min far. Inden brylluppet, mens de byggede hus, tog hun arbejde på Sixtus i Middelfart, og i 1929 blev de gift. Både far og mor havde meget familie i Snoghøj, og vi gik ofte over til dem og onkel og tante i Sønderskov på besøg om søndagen, ligesom de besøgte os.

 I dag er alle spor efter Snoghøjgård forsvundet – den oprindelige park, jorderne og ikke mindst den lille naturhavn, hvor fru Meldula havde sin damp- og sejldrevne lystyacht liggende om sommeren. Om vinteren lå den ved Aggersund nær Slettegård, hvor isskruningerne ikke var så slemme som ved Snoghøj. Der har jeg engang set isen skruet to en halv meter op over stensætningen mod øst ved havnen.

 Lille Fiskenæs

Vi tager videre mod øst til Lille Fiskenæs mellem Snoghøj og Lyngs Odde. Her lå oprindelig et lille husmandsbrug på ca. syv tdr. land, og det blev mest drevet som landbrug med lidt fiskeri ud for husmandsstedets jorder. Det var en god fiskeplads, hvor man altid kunne finde bagvand, eller hovedstrømmen gik den vej man skulle ro.

 Min mor har fortalt mig om dengang forældrene levede. De hed Nielsen og fik fire børn. Den ene var vistnok en pige, som kom til at bo i Kolding. Vi kendte hende ikke, jeg ved kun at hendes børn kom meget hos Aage og arvede hans jolle, da han ikke mere kunne sejle. Den ældste var Peter Mission, som er omtalt som en af fiskerne på Børsen. Så var der ”Storefaster”, som også stiftede bo i Middelfart sammen med ”Lange Holger Maler”, som havde egen malerforretning med hus og værksted i Skovgade. Aage, den yngste, var den jeg kendte bedst, han blev en god ven. 

Aage Nielsen

En dag kom han ganske uventet ind på mit første værksted på Behrendtsvej. Jo, han ville da gerne have bygget en jolle til at dørge torsk i og fortsætte med at fiske med torske- og åleruser. På den måde startede et venskab, som for Aages vedkommende kom til at vare livet ud. Han blev desværre meget svagtseende til sidst.

 Mens jollen blev bygget, kom Aage så tit vejret tillod ham at ro over i en lille ti fods pram. Han malede og smurte med linolie, når han kunne komme til for os andre, og selvfølgelig fik han kaffe sammen med os i pauserne. Han boede jo ensomt, alene efter forældrenes død, kun med besøg af sine søskende og deres familier, så jeg kunne nok fornemme, at Aage så frem til kaffepauserne og en snak. Hjemme på Lille Fiskenæs dyrkede de aldrig den store selskabelighed, hvad der nok har gjort, at de overlevede uden at prøve at sulte. 

Aage blev glad for jollen og viste den stolt frem til de andre fiskere, og det var med til at skaffe mig flere kunder. Han kom dagligt og lossede fisk i Middelfart, for vejret var ingen hindring. Her besøgte han enten sine søskende eller os på værkstedet, og det eneste han beklagede sig over var, at der ikke kunne være flere fisk i båden. Men det betragtede jeg kun som en positiv kritik, for jeg havde jo ikke bestemt jollens størrelse!

 Efter at jeg havde lært Aage at kende, besøgte jeg ham tit og blev mindst budt på kaffe, og helst på varm mad, som bestod af brasekartofler, spejlæg og flæsk. Der var dog en

variant, kartofler med smør og stegt flæsk eller frikadeller. Når der var isvinter, og jeg vidste, at Aage sad alene, sejlede jeg ofte over til ham.

 Sådan var der en aften, da lodsen Hans Vandgris hjalp mig med at fiske brodækket til arbejdsbroen ved den nye Lillebæltsbro op af isen, efter at arbejdsbroen var væltet i Bæltet, da isen brød op. Broen var blevet brugt til at køre beton ud til Jyllandspillen. De havde ellers haft en slæbebåd fra Svitzer liggende standby i over en måned for at bryde isflagerne foran broen, men det kunne de have sparet sig, for isen brød op med kraftigt søndervande. Dagen efter viste det sig, at vi havde fisket ni m³ fint planketræ op til at bygge både af.

Da vi var færdige omkring kl. 9 om aftenen, foreslog Hans, at da Bæltet nu næsten var isfrit, kunne vi sejle over og få Aage til at give aftenkaffen. Det gjorde vi, og den ene time gik hyggeligt efter den anden. Da vi endelig skulle hjem, kom isen igen med det nye søndervande, så hele operationen, fra isen havde væltet arbejdsbroen til vi skulle hjem, havde taget næsten 12 timer.

Vi sejlede hjem gennem isflagerne og nåede næsten molehovedet, der manglede vel tre meter, så havde vi ikke mere benzin! Motoren havde jo arbejdet hårdt i flere timer end jeg før havde prøvet. Da jeg sagde til Hans, at vi ikke havde mere benzin, snuppede han rask fangelinen, hoppede ind over isflagerne og op ad lejderen på hjørnet og satte fangelinien fast på pullerten. Så blev jeg uden problemer tvunget ind i havnen af strømmen. Vi gik stille og roligt hjem i seng. Det eneste, Hans bemærkede, var: ”Der kan laves meget godt arbejde af det træ”, og det blev der da også!

 

Inden jeg forlader Aage og Lille Fiskenæs, vil jeg advare folk, som vil benytte sig af bagvandet her, når hovedstrømmen er blevet for kraftig. Bagvandet går den modsatte vej i forhold til hovedstrømmen, og typisk hvor kysten drejer kraftigt vil bagvandet forekomme i indercirklen. Der er virkelig et lille næs, som ikke er til at få øje på, men det fanger alligevel bådene. Jeg har set lystbåde, små fragtskibe og fiskekuttere gå på grund her og sidde uhjælpeligt fast, til der er kommet hjælp til at trække dem af. Og det har mange gange været mig, enten i den helt gamle lodsbåd eller til sidst i min lille slæbebåd.
Også for mig gik det galt en ravnsort nat, da jeg kom slæbende med en stor lystyacht ude nordfra i meget modstrøm i hovedstrømmen. Jeg havde haft bagvande hele vejen, og pludselig ud for Lille Fiskenæs tog lystyachten bunden, så jeg måtte til at give mere gas. Folkene ombord troede vist, at sejladsen havde fået ende og begyndte at råbe op, for båden havde et øjeblik været lidt omme på siden.

Da jeg havde lagt dem til kaj i Middelfart havn, så de kunne få repareret motoren, beklagede de sig over betalingen. ”Det havde jo ikke taget mere end en god time”. Det gad jeg ikke kommentere, og jeg troede, at de ville gøre det godt igen ved at række mig en flaske Gammel Dansk. Men nej, ”du tager da ikke hele flasken”, sagde manden. Jeg havde ellers lige tænkt, at jeg da godt kunne reparere motoren næste dag, men jeg gav ham flasken uåbnet tilbage og skyndte mig hen på plads med min båd og hjem i seng. 

Næste dag ringede manden og spurgte, om vi reparerede motorer. Jeg syntes, jeg kunne genkende hans stemme, så jeg sagde: ”Kun for faste, betalende kunder”, og lagde røret på. 

 Lyngsodde og Fredericia

 Efter Aage Nielsens hus på Lille Fiskenæs ligger der en lille ejendom, helt gemt bag hæk og træer ud mod Lyngsodde, lige før Niels Madsens hus. Her boede en færing ved navn Dalsgaard, jeg husker ikke hans fornavn. Han kom fra Færøerne til Ladelund Mejeriskole for at uddanne sig, og her mødte han sin kommende hustru. Da han var færdig på skolen, rejste de til Færøerne, men det var en kulturomvæltning, der var for stor for hans kone, så de rejste tilbage hertil og købte stedet på Lyngsodde. 

De fik sønnen Thorvald, som blev gartner og sammen med faderen drev de fem-seks tdr. land, der lå i dalen hen mod Lille Fiskenæs. Faderen fiskede også ved siden af. Derefter fik de Mary, som blev hjemme for at hjælpe til i huset. Næste barn var Kamma, som blev lærer på Samsø, og så kom Sverre, som blev mejerist i Brovad. Det yngste barn Hjalmar blev udlært bådebygger i Skærbæk, men han blev siden hen fisker.

 Sverre var den eneste af børnene, som blev gift. De fik ikke børn, men adopterede en pige. Kamma på Samsø adopterede også en pige ved navn Inger i 1916, og de to blev på Samsø indtil 1946, da Kamma blev pensioneret. Derefter flyttede de til Lyng, og Inger hjalp Thorvald med gartneriet, som hun siden hen overtog. Efter at Thorkild var død, drev hun det dygtigt videre alene, og hun bor stadig på stedet, 88 år gammel. Jorden drives nu af Per Kring fra Hostrup, og Inger kan frit blive boende i huset, så længe hun lever.

 Sønnen Hjalmar Dalsgaard, som blev fisker, var den eneste, som jeg kendte personligt. Hvad arbejdet angik, tog han det meget afslappet. Han læste helst en bog, og sammen med den mindste pibe, jeg har set, og de par gram tobak, der kunne være i den, var det de eneste udskejelser han drev det til.

Han havde en lille 9-fods pram, som han dels brugte til at ro ud til fiskekutteren, dels til at sejle til Middelfart for at handle. Prammen var ualmindeligt velbygget - af ham selv, og jeg tænkte tit på, når jeg så ham komme sejlende, om han også selv havde lavet piben. Han tændte den for at se vindretningen, og den veg ikke fra fortænderne, selv når der ikke mere var ild i den. Det var, som om den satte kursen.

 Hjalmar var meget dygtig med sine hænder, men som med fiskeriet kunne det vente, til han havde lyst. 

Efter genforeningen i Sønderjylland i 1920 kom ålefiskeriet i gang igen. Det havde ligget stille under tyskerherredømmet fra 1864, og i 1921 skulle alle ålefiskere ud og se, om de ål, der ikke var fanget i de mange år, var der endnu. Hjalmar, Vor Peirs Niels, Peter Mission og flere andre undersøgte sagen, men fangsten stod ikke mål med de lange ture hjemmefra.

 Derfor blev det Hov over for Samsø, der blev det store mål, indtil 1935, hvor åletangen forsvandt fra det ene år til det andet. Tangen havde ligget så højt i vandet, at når der var kuling, kunne fiskerne ligge som i en havn inden for tangen.

 Hjalmar var trofast til at komme til Middelfart og losse fisk. Han lå altid uden for havnen med motoren i gang, og når vi gik op ad Brogade, talte vi gerne skridtene fra båden og op, indtil motoren gav den næste eksplosion (tænding), for den kunne gå så langsomt uden at gå i stå, at folk troede det var løgn. Men motoren har nok aldrig været overanstrengt, selv om det kun var en 12-14 hk Hovmøller med åbent ned til krumtappen.

 Min far havde samme motor i sin lille passagerbåd, så de to havde meget at snakke om. Jeg kunne også godt lide at snakke med Hjalmar, for han var en troværdig mand, og så var han den eneste med stor fiskekutter, der dørgede efter makrel på disse kanter. Som vi sagde til hinanden: ”De andre går glip af meget”, når vi lossede makrel og de andre bare havde ligget og trawlet tre-fire timer ad gangen uden anelse om, hvornår de fik fisk, eller om de overhovedet fangede noget.

 Gartner Lorentzen

Lorentzens boede på Lyngsodde bag Dalsgaards og ved siden af Stolt Henrik, og de fik to drenge. Kit blev skibsfører og Pluto blev hjemme og hjalp til som gartner. Til sidst overtog han stedet med fem-seks tdr. land til, i en kile mellem Dalsgaards og Niels Madsens jorder.

 Min mor havde en veninde i Middelfart, som havde været skibsreder efter sin mand Jacob Jess, som døde tidligt, da Karen Jess var 36 år. Jeg ved ikke, om hun havde pant i Lorentzens ejendom, men i hvert fald bad hun ofte min mor tage med derover og hente det frugt, de havde brug for. ”Det koster os jo ikke noget”, sagde Karen. I flere år sejlede jeg dem derover, for det var jo på den måde, at de var vant til at komme til Lyngsodde.

Henrik Henriksen

Henriksen på Lyngsodde, kaldet ”Stolt Henrik”, boede ud mod vandet, hen mod den ny Lillebæltsbro ved siden af gartner Lorentzen. Han var far til Niels Henriksen i Sønderskov og Hans Henriksen, som var far til Lods Henriksen i Middelfart. Den tredje og yngste søn var Johannes Henriksen, som fik huset efter Stolt Henrik.

Familien levede af fiskeri og solgte dels fangsten privat, dels i Fredericia eller Middelfart, de to sidste steder alt efter hvor de kunne få en øre mere end det sted, de først var roet hen til for at sælge den. Det kunne sagtens få dem til at ro fra f.eks. Fredericia, hvor de først havde prøvet, og så til Middelfart.

Var der noget, familien ellers var kendt for, var det at yppe kiv med naboerne. Henriksens og Lorentzens koner kunne komme sådan op at skændes om f.eks. hævd på brugen af en lille trekant jord, at hvis de havde et hakkejern eller en kost i hænderne, så kunne de slås, til skafterne brækkede. Stolt Henrik og siden Johannes førte gerne en retssag, hvis der var chance for at vinde retten til en ålegård.

Det var ikke nogen god idé at komme i korporlig strid med Niels Madsen ude på Lyng. En dag skulle Henriksens lægge en tjæretønde op på et stativ, så der kunne tappes af den. Niels Madsen kom i det samme forbi og sagde: ”Flyt jer, så I ikke kommer til skade!” Og uden at anstrenge sig lagde han ene mand tønden på plads.

Niels Madsen

Fisker og avlsbruger Niels Madsen boede yderst på Lyng fra omkring 1880 til 1950 og havde seks-syv tdr. land hen imod, hvor den ny Lillebæltsbro ligger nu. Han fik to drenge og to piger. Ane blev hjemme og hjalp sin far, som tidligt blev enkemand. Den anden datter blev afdelingssygeplejerske i København.

Mads solgte fisk, han blev gift med en udlænding og fik sønnerne Niels og Verner. Thomas forblev ugift, han hjalp faderen med landbruget og fiskeriet, men var ikke det mest energiske mandfolk. En dag kom en bonde forbi og så Thomas sidde og nyde udsigten. Han sagde: ”Kunne du ikke hjælpe os med at sprede møg, Thomas?” – Hvortil Thomas svarede: ”Du kan snakke, så længe du vil, men for mig er møg nu engang møg, og det vil jeg ikke rage i!” 

Min mor holdt meget af at besøge Niels Madsens søndag eftermiddag, hvis hun ellers kunne narre far til at stoppe med færgeriet så længe. Men jeg var kun tre år, da far solgte båden i 1938, så fra Lyng husker jeg kun, hvad jeg har fået fortalt, indtil 1947, da vi fik båd igen. Men det må have været gæstfrie mennesker, siden mor og far så tit fik lyst til at besøge dem.

 Jeg husker endnu Thomas med hans mærkelige gang. Han hoppede nærmest, i et par alt for korte bukser, som var smøget op, så de ikke blev våde, når han gik i vandet i træsko. Sådan kom han også klædt i hele sin tid, når han roede til Kappelsbjerg og gik op i Brugsen for at handle med et par spånkurve under armen. 

Hvis der var kommet for meget strøm, når han skulle hjem, ventede han gerne indtil en af os forbarmede sig til at slæbe ham hjem. Han kunne takke og takke så mange gange, at man blev helt led ved det.

 På det sidste havde han ellers fået en jolle fra Skrillinge Strand til at fiske i. Når vi spurgte, om sådan en dieselmotor ikke var dyr at sejle med, sagde han gerne: ”Ved du hvad, når jeg kigger i tanken, kan jeg ikke se, at den har brugt noget”. Han sejlede nu også kun et par hundrede meter ud for at fiske. Fangsten solgte han privat. Hvis det var i Middelfart, roede han i robåden, når det var strømstille.

 Robåden og smakkejollen var bygget af bådebygger Mads Illum i Middelfart og kan i dag ses på Fiskerimuseet i Esbjerg. Jollen var sådan set Hjalmar Dalsgaards, den hed ”Litten” af Melfar. Med det gode naboskab, de havde, lånte Thomas jollen af Hjalmar mod til gengæld at kølhale og passe den, så længe han levede. Derefter skænkede Inger Dalsgaard jollen til museet i Esbjerg.

 Fredericia

Fra Lyngsodde tager vi nordpå mod Fredericia. Hvis der er nordgående strøm, og man skal passe på ikke at komme ind i Møllebugten, så man får strømmen imod, for her står bagvandet langt ud, helt op til lystbådehavnen. Der har heller ikke været drevet kystfiskeri af folk i land.  

Kyststrækningen har i min tid altid været et attraktivt sted til villabyggeri, og her ligger også flere store gartnerier. Den første lystbådehavn lå i åudløbet, som skilte Sandal og Fredericia. Fra gammel og ny lystbådehavn har der altid været et livligt lystfiskeri, hvor man gerne sejlede langt til de bedste fiskepladser, alt efter hvilket fiskeri man foretrak. 

Derefter kommer man forbi den gamle vesthavn og til skibsværftet, som engang var en lille fiskerihavn med en enkelt skibsbygger til at betjene de lokale fiskere. Men så kom

hjemmeværnet til med deres mange øvelsesbåde og det attraktive arbejde med at servicere dem. Øvelsesbådene gav mange lønsomme påsejlingsskader for skibsbyggerne.

 Det egentlige erhvervsfiskeri flyttede ind i Gammel Havn i Fredericia, og her har jeg altid haft mange erhvervsfiskere som kunder. Desuden har jeg bygget og ombygget flere lystbåde.

 Mod nordøst ud langs Østerstrand har der altid været drevet meget garnfiskeri, og længere ud til Treldenæs og ind langs Vejle Fjords sydside har fiskere helt fra Skrillinge Strand i syd og fra Båring Vig i bugten overfor altid drevet et lønsomt fiskeri efter næsten alle fiskearter. Det var dog især ål, man sejlede de lange ture efter, og med tung last som f.eks. sild kunne det være farefulde ture, men ligefrem forlis har jeg nu ikke hørt om for erhvervsfiskernes vedkommende.

 Båring Vig

 I Båring Vig var det de små gartnerier, som var det bærende erhverv, og flere af dem havde bundgarnsfiskeri som bierhverv. Før i tiden landede de altid deres fisk i Middelfart, og de havde tradition for at få bygget deres skibe i Middelfart.

To brødre Ditlev og Christian fra Båring Mark fik i min læretid bygget en jolle, som skulle have monteret den første koldstarts-dieselmotor på de kanter. Sådan en motor blev startet med noget der lignede en cigaret, som man stoppede ind under topstykket i en bolt med et passende hul til cigaretter. Det var så meningen, at når motoren blev forsøgt slået i gang med et håndsving, så aktiverede presset mellem topstykke og stempel cigaretten, så den glødede og derved fik motoren til at tænde de første gange, indtil motoren havde tilstrækkeligt med omdrejninger og øget kompression til at holde den i gang.

Men de første dieselmotorer var totakts og havde derfor vanskeligt ved at selvtænde på rette tid, når stemplet var i top. Der skulle gentagne forsøg til, inden der var et klogt hoved, der sprøjtede lidt smøreolie med ind i cigaretten.

Så blev der håb, og som Ditlev lettere ophidset råbte: ”Nu ryger den blåt, så nu tror jeg fandeme den kommer!” – Og ganske rigtigt, motoren røg i gang, og æren var i hus, for det var jo et vovet foretagende at være den første til at ofre næsten 2000 kr. på sådan noget nymodens legetøj. 

Det varede nu ikke længere, end til jeg kom til Kappelsbjerg hos Bang Hansen at arbejde. Så var der en anden kendt familie fra Båring Mark, der vovede springet. Det var Strandberg, hvis søn Erik skulle have sådan en jolle. Strandberg ringede, om vi ikke kunne cykle ud og snakke om, hvordan jollen skulle være. Det gjorde vi, men kom til at køre forbi vejen ned til Båring Mark og i stedet ned af Båringbakken. Her hoppede min kæde af, og Bang Hansen kunne ikke indhente mig og få mig standset. Så vi måtte gå hele vejen tilbage op af Båringbakken.

 Det blev en dårlig indledning til at forhandle jolle, for da vi endelig nåede frem en time forsinket, stod Elinor Strandberg stærkt medtaget af Strandbergs skælden ud. Han tænkte ikke på, at det var hende, der ventede med den varme steg, der blev kold i mellemtiden, og derfor hende, som det gik værst ud over. Efter middagen sagde Strandberg demonstrativt: ”Lad mig køre jer hen til molehovedet, der ligger den jolle, som den nye skal bygges efter. Strandberg havde en gammel Ford med håndgas og to gear i den ene pedal og bremser på de to hjul på den anden.  

Nå, de fik da bygget en jolle, og smeden, som lagde motoren i, sejlede den hjem. For Strandberg skulle ikke ind og være til grin, og slet ikke så langt i den bil, han ellers var så stolt af.

 Båringvig Fiskeeksport

Hen mod Båring Sommerland, når vi kommer fra molen og Strandbergs, havde Båringvig Fiskeeksport slået sig ned. Jeg ved ikke hvad der får mig til at skrive om dem, for de er ikke oplært som kystfiskere og heller ikke indenfor alt det andet, som de har forsøgt sig med. Men jeg må indrømme, at de er gået til den med krum hals, og hvad fiskeriet angår, har de prøvet alt fra Assens over Trelde Næs og ind i Båringvig med skiftende held. 

Midt i 1960’erne arbejdede Hans Møller Hansen sig op til stordrift, da han købte en 30-fods norsk notjolle. Jeg lagde en stor Buch diesel-motor i og lavede dobbeltdørk i jollen, så de kunne laste på mellemdæk og øverste dæk. At jollen blev for stor til bundgarnsfiskeri indså han først efter 25 år, og sådan er der meget, som han og senere sønnerne har måttet indse.

 Tager vi fra Båringvig forbi Båring Sommerland, kommer vi til Varbjerg Strand. Først for ligger Krestens bådebyggeri, eller hvad man nu skal kalde det, for det er kun en bibeskæftigelse, som Kresten fusker med ved siden af garnfiskeriet. Men det er da blevet til nogle badekar i tidens løb, til folk der kun har set på prisen, når de skulle have en jolle, og troet, at pengene kunne række til det.

Kører vi fra Kresten og hen ad den hullede vej mod Bro Strand, kommer vi først til Varbjerg Havn, et gravet hul ved åudløbet, hvor selve udløbet også er uddybet ud i Bæltet. Her vil jeg slutte turen mod Bogense, for som læseren sikkert har fornemmet, er det som jeg opfatter som gammel kultur med overført viden fra generation til generation ikke længere at finde den vej.

 Nu er det andre tider i Båring-området, med sommerhuse over det hele. Men jeg fik da min fortjeneste, da sommerhusejerne skulle have noget at sejle i, helst med påhængsmotorer så store som muligt. Men også den tid havde sin charme. En dag, da jeg kørte rundt derude med varer og var på vej hjem fra Varbjerg mod Røjle Klint, råbte en lægefrue mig an, for deres hund var syg.

Det var en stor Golden Retriever, og det viste sig, at det ene bagben var gået af led. Jeg syntes, den skulle til dyrlæge, men hunden overslikkede mig, og det var, som om den mente, at det skulle jeg ordne. Jeg lagde hunden i græsset, satte en fod i lysken på den, og trak i benet i et ryk. Hunden gav lige et piv, og så var det i orden. Men jeg var nær ikke kommet af sted, for hunden ville med!

Røjle og Strib

Når man kommer forbi Røjle Klint, ligger der altid nogen og pirker eller snører torsk på et sted næsten inde under klinten, hvorfra man lige kan se Røjleskov Kirke. Her er der fanget utroligt mange store torsk, så længe jeg kan huske tilbage.

 Efter Røjlemose kommer vi til Strib, hvor der i min tid kun har været en enkelt erhvervsfisker. Ved Rudbæksbanke er der flere gange strandet hvaler, og på side 33 er der et billede fra 1916 af den sidste hvalstranding.

 I Middelfart havde Kabelfabrikken egen havn med eget gas- og elværk. Lige ved siden af var A.C. Hansens rende ind til firmaets egen havn. Så kom Gimbels Trælasthandel og E. Michelsens enkes kulplads, og derefter den egentlige havn.

 Havnen i Middelfart

Havnearbejderne

Havnehuset lå i sin tid midt mellem siloer og pakhuse. Her kunne havnearbejderne spise deres mad og få et bad under og efter det hårde arbejde. Der blev dog også indtaget andet end mad på stedet, for når der ikke var skibe, der skulle losses eller lastes, blev havnehuset besøgt af folk med hang til spiritus, kortspil og sortbørshandel.

 Havnearbejde var virkelig hårdt. Det var hårdt at grave ned midt i en last kul, indtil man nåede bunden af skibet, så man kunne komme til at skovle hen ad skibsbunden. Først skulle man fjerne dækslasten, hvor kullene lå inde imellem dæksluger og ude mellem støtterne, og der var alle mulige andre forhindringer på dækket.

 Nogle skibe havde kyllingenet spændt rundt over lønningen, så der kunne lastes så højt, at man allerførst skulle grave ned til lugepresenningen, tage den af og så løfte dækslugerne af. Alt dette for at skibene kunne lastes så tæt på plimsollermærket som muligt med den lave vægtfylde, som kul havde.

 Kul var nok det mest beskidte arbejde på havnen, men det, som havnearbejderne frygtede mest, var at blive sendt ud for at hakke roer eller andet uvant arbejde. Det var nedværdigende og et tegn på, at de havde gået for længe arbejdsløse.

Noget af det nemmeste, en havnearbejder kunne blive udtaget til, var vindsmand (ham der kørte spillet) eller gerdmand (ham, der sideværts trak bommen hen, så tønden landede rigtigt i lasten eller på højbroen). Kullene blev nemlig hejst op i tønder til højbroen og derefter fyldt i tipvogne, som kørte nedad, når der var læs på, og opad, når de var tomme. Højbroen skulle være så høj, at den ragede op over kulstakkene i land. Losningen foregik på denne måde indtil først i 1950’erne, da der blev bygget kraner på land.

 Når der kom tråd til Kabelfabrikken, blev den også losset ved hjælp af tipvognene. Min far var en af dem, der kørte tipvogne med de tunge laster af tråd. Selve tråden kunne veje tre tons, og dertil kom tipvognens vægt, så det var uheldigt, når de kørte af sporet. De andre fortalte, at far kunne løfte vognen på plads igen, en ende ad gangen, og det svarede til omkring 700 kg., eftersom hjulene sad lidt inde under vognen. Men som far altid sagde, når der var nogen, der havde omtalt hans enorme kræfter: ”Det er taget, knægt, har du ikke lært det?” 

Pilotering

Det var selvfølgelig mest søfart og fiskeri, der blev talt om på havnen, men der blev også udvekslet erfaringer om byggeri på landjorden. Da vi skulle bygge bedding, og de skulle grave en skrænt ud ved kirkegården som nødhjælpsarbejde for langtidsledige, fik jeg ideen til, hvordan man undgår at pilotere, når der er bundløst, som der er mange steder heromkring på grund af det flydende Lillebæltsler. Man dræner vandet væk en meter under bygningen, og byggeriet er dermed sikret for fremtiden. En anden mulighed er at bygge på en sandpude af skarpt sand én meter under soklen, eller man kan bruge fliser i passende kvadratflade som sokkel. I begge tilfælde skal der drænes 80 cm. ned under laveste punkt. Det hele fik jeg omsat til virkelighed, dels hos Monberg & Thorsen, dels ved byggeriet af Smakkelaugets jollehuse. 

Pilotering på havbunden foregår sådan, at man slår nogle prøvepæle i. Den ønskede bæreevne beregnes i forhold til det antal kubikcentimeter sand, man flytter med pælene. Når man har fundet frem til det nødvendige antal pæle, så slår man dobbelt så mange i. Dermed er man sparet for fremtidige overraskelser! Det fik jeg også afprøvet hos Monberg & Thorsen og ved byggeriet af jollehusene.

Jeg lærte mange andre ting på havnen i min barndom og ungdom. Jeg har meget at være den tid taknemlig for, og jeg glædes dagligt over det.

Kranen

Under bygningen af den gamle Lillebæltsbro kom der ved jernbanesporet på den ny havn hen mod Gl. Havn den hånddrevne 13 tons kran, som var uundværlig for os skibs- og bådebyggere i hvert fald frem til 1968. Men pludselig var der ikke plads til den mere. Den blev ikke engang fundet bevaringsværdig, selv om den dog var bygget af en lokal smedemester Nørregaard som et enestående og virkelig funktionelt stykke håndværk.

 Havnens endeligt

Der var en betydelig trafik af skibe på havnen fra jeg var en lille dreng og indtil Torben Østergaard (Danbunkering) med diverse datterselskaber tabte kampen mod byrådet og interessen for at drive forretning her længere. Bare en simpel ting som at få fjernet brolægningen, så der kunne køres med trucks på et jævnt underlag, mens Færøbåden kom her fast, blev aldrig til noget. Det var jo også vigtigere at beholde pladsen med føllet end at give Torben Østergaard plads til hans pakhuse.

Anlægget med føllet skulle efter nogens mening hædre den borgmester, som ødelagde vores gamle havn ved først at fylde det halve havnebassin op fra Brogade og udad, samt afkorte molens længde med 16 m. ud for Trekroner. Hvad fik vi? Det kan enhver svare på, der har forsøgt at ligge natten over i havnen og fået skib og rigning smadret. Vi var mange, der blev tabere i det spil, nemlig os, der holdt af havnen og skibene.

 Sildemarken

Sildemarken længst mod vest bag værftet er nok det sted, jeg har flest minder knyttet til. Da jeg var lille, var det kun en strandbred med skrænten ind mod kirkegården gående helt ud til vejen, hvor den er nu, og græsset ud til stranden med stejlepladsen, som den er nu. Navnet Sildemarken kommer af, at fiskerne hængte sildegarnene op her for at pille sildene ud.

 Vores mødre gik herned med os og badede med os som helt små, og skolens badehuse lå her med pigernes ind mod værftet og drengenes hen mod Kongebro. Der lå også sildebroen, og ved siden af den lå det første slæbested med et gangspil til at trække jollerne op. Senere kom slæbestedet mod vest, da det første tanddrevne spil fra den store bedding blev ledigt.

 Her lavede vi de fleste drengestreger og fortsatte med skæg og ballade til langt op i årene. Mor havde det princip, at vi ikke måtte gå i arbejdstøj Langfredag, så den blev tit for lang. Engang havde jeg og mors yngste bror, som spiste hos os en Langfredag, sneget os ned i Sildemarken, og så var der en, som vi kaldte Koreamanden, der råbte til os fra sin båd. ”Smed!” (min onkel var smed) – ”min motor sidder fast”. ”Nå”, sagde min onkel til mig, ”kan du ikke finde en sten, så finder jeg en stump pæl til at slå stemplet løs med”. Da vi havde fået topstykket af motoren, sagde onkel til Koreamanden: ”Kan du holde pælen, så slår Ejnar. Jeg skal kigge efter, om stemplet går løs”.
 

Men ak, Koreamanden var så nysgerrig efter at se, om stemplet gik løs, at da jeg slog efter pælen, trak han den til sig for at kigge, og jeg ramte ham lige i panden. Han gik ud som et lys, og onkel sagde: ”Læg ham hen i agterenden. Hans kone er sygeplejerske, så hun kan tage sig af ham, når vi er færdige”.

 Vi fik lavet motoren og fyldte noget ekstra olie i benzinen, og Koreamanden begyndte at komme til sig selv. Onkel spurgte, om han var på cykel, for så kunne vi trække ham hjem til konen. Da vi nåede hjem til dem i Skovgade, takkede Koreamanden. Onkel sagde: ”Å det er sgu’ værst med min søster!” – Det tøj, vi ikke havde fået sod og olie på, var smurt ind i blod, så vi fik selv lov til at vaske det. 

En anden gang, det må have været om vinteren, var onkel selv blevet sat til at vaske sine lange underbukser. Da han var færdig og havde hængt resterne af dem til tørre, råbte mor: ”Har du klippet benene af?” – ”Ja, dem kunne jeg ikke få rene, og så havde det jo været galt”.

 Den sidste pæl

Siden fik sejlforeningen beddingen på pæle ud i vandet med drejeskive på land og spor til at lægge ud til hvor bådene nu skulle stå. Bådene blev større og større med tiden, så det blev vanskeligt at holde vognen på sporet, når der var lidt strøm. Løsningen blev, at jeg tog de største både på land, mens jeg var selvstændig, så de var ordentligt forsikrede imens. Efter at jeg var gået på pension, blev man enige om at skrotte beddingen, som jeg som tidligere nævnt havde været med til at lave. 

Den sidste pæl i vandet kunne de ikke trække op med spillet, wiren blev ved med at springe. De spurgte mig, om jeg ikke kunne trække den op med båden. Jeg troede ikke på, at det kunne lade sig gøre, men efter at vi havde prøvet at trække den op på mange forskellige måder uden held, sagde de: ”Prøver du ikke lige, om du kan tage den?” 

Jeg slog en kæde om den helt nede ved bunden og satte fast. Fem minutter eller mindre efter at jeg havde givet trekvart kraft kom pælen rygende op af vandet og havde nær ramt mig. Det viste sig, at det var en pæl, som vi ikke havde kunnet få til at bære, og derfor var den lige så lang som slæbestedet. Det kom jeg til at høre for længe. Men det, som jeg ikke fortalte de andre, var at jeg med propellen havde gravet et hul så dybt som pælen havde været slået i bunden. 

Hindsgavl og Fænø

 Fra Middelfart Havn forbi Grimmerhus, Kongebro, Munken, Galsklint, Høje Klint, Gl. Slot og Hindsgavl Slot med parken kommer vi pludselig til det første fiskerleje, hvor der før i tiden også var traktørsted. Af de jorder, som man op gennem tiden har lejet af Hindsgavl, er der kun det tilbage, som et enkelt hus og udhus ligger på, samt stejleplads

op ad alleen til parken og lidt plads foran huset mod Hindsgavlsbro. Det har altid været en bred og kraftig bro, som kunne tåle isdrift og anløb af f.eks. turbåde. 

Broen er anlagt på et sted, hvor de store bundgarnsjoller har haft svært ved at blive liggende i storm, og de har måttet søge nødhavn ved Espenhoved på Fænø lige overfor. Sådan har det også været for flere lystfiskere. 

I fiskerhuset boede Jørgen Guldbrandt, og som jeg har oplevet ham, var han en stor, brovtende mand. Som Lasse sagde, efter at han engang havde besøgt ham sammen med sin far Vor Peirs Niels: ”Det er det eneste mandfolk, jeg nogensinde har været bange for”.

 

Jørgen havde lidt for meget lyst til strandjagt, og i sin bedste alder skød han ved et uheld sin højre hånd af, og den blev erstattet af en jernkrog. Da Lasse og Niels kom på besøg, stod han og slog med jernkrogen på styret af sin cykel for at understrege de mindst 14 eder, han bød dem velkommen med. Lasse sagde, at selv om han på det tidspunkt var 14 år, havde han aldrig hørt nogen komme med forbandelser før. Årsagen var, at de indtil nu i det år ikke havde fanget nogen ål, og Jørgen mente at kunne få hjælp til det ved onde forbandelser, i stedet for at se frem til fangst med et fromt sind.

 Jørgen drev et for stort og noget forvovent fiskeri, og det svarede til hans levevis i øvrigt. Det kunne ikke undgå at smitte af på sønnen Poul. Han var meget veltalende og i øvrigt kommunist. Han sad i mange år i byrådet og spildte derved den tid, han skulle have brugt til fiskeri.

 Poul fik to sønner, en der læste videre, og Christian, den yngste, som havde stor interesse for fiskeriet. Men han må have kunnet se, at det var en dårlig levevej, så han blev tømrer og har i dag sin egen forretning, som han har drevet med stort gåpåmod, til trods for, at han blev ramt af en svær sygdom. 

Poul fik bygget en stor, uhåndterlig bundgarnsjolle hos mig, intet kunne blive for stort. Det blev jollen nu, og de sidste år fiskede han med den gamle, som sagtens var stor nok til det fiskeri, han efterhånden drev det til. I hans sidste år fik Poul et dårligt ben, som måtte gøres stift, og det gjorde det ikke nemmere at klare sig som fisker. 

I dag er der ikke meget, der vidner om fortidens storfiskeri ved Hindsgavl. Enklaven af fiskerhuse og arbejderhuse til Hindsgavl har kommunen solgt som liebhaverhuse for velhavere.

 FænøHer går det videre forbi Grøndal i det skønne Fænøsund, som ligger i sydsiden med den gode offentlige badestrand, badebroen og fristedet i skoven lige inden for stranden, hvor man kunne søge ind, når solen blev for hård. Lige efter kommer feriebyen med egen badebro, og så kommer Odden, færgestedet til Fænø, hvor man ikke længere må opholde sig, men skal gå lige igennem. Der er heller ikke længere en bro, hvor man kan lægge til

 

med en lille båd. Ishuset er væk, og muligheden for at leje en lille robåd og f.eks. fiske er også forsvundet. Øen Fænø er ikke længere attraktiv at besøge, og det er sikkert heller ikke mere lovligt at plukke bær derovre. Nu er det kun dem, der har betalt for det, eller som er inviteret til jagt, som er velkomne på øen.

 Teglgård 

Fra Odden kommer vi til Helligkilde, et dejligt lille fristed uden offentlig indblanding. Den eneste vej dertil er stien på Skansen fra Odden. Derefter når vi det lille fiskerleje Teglgård, og her finder vi mindestenen for marsvinefangsten. 

Det første hus er et stort og flot rødstenshus, der vidnede om større velstand end hos de fleste i fiskelejerne. Her boede i mine unge år bundgarnsfisker Rasmus Hansen. Hans familie stammede fra Fønsskov, hvor de boede i det næstsidste hus, før vi kommer til enden af halvøen Fønsskov. De solgte huset med de fiskerettigheder, de havde fra herregården Wedellsborg, til fisker Poul Hansen, som bliver omtalt senere.

 Efter at Rasmus Hansen var død, kom jeg til at kende hans enke og datteren Tove, da de bad mig om at gå husets tømmerkonstruktioner efter og sørge for vedligeholdelsen af huset, hvad jeg gjorde i mange år.

Det næste hus er Restaurationen Fænøsund, som var ejet af Johannes Thiesen. Han havde ejet Fænø Badehotel, som brændte ned til grunden, og han drev lidt ålefiskeri ved siden af restaurationsvirksomheden til bespisning af kunderne.  

Under krigen havde Johannes en lille norsk pram med sværd og sejl, som vi drenge fik lov at låne, og vi sejlede bl.a. til Fænø-syd, hvor der altid var nogen at lege med. Under krigen måtte vi ikke sejle under Lillebæltsbroen, så Fænøsund var et dejligt fristed uden tysk indblanding – i hvert fald bemærkede jeg ikke noget i den retning.

 Da jeg havde fået forretning, ringede Johannes og spurgte, om jeg ville kigge forbi. Han havde en lille pram, som han gerne ville have en påhængsmotor på. Det sørgede jeg for, og hvert efterår, mens jeg havde forretning, bad han mig om at gøre motoren vinterklar og komme med den igen om foråret.

Under mine besøg så jeg, at han havde en masse fine stenalderfund. Dem havde han samlet ved lavvande lige uden for på det flade vand, som strækker sig langt ud. Det kan man se ved at følge de lange broer, som bådene ligger ved.  

Ved siden af i det lange gule hus boede hans bror Alfred Thiesen, som blev meget gammel. Så vidt jeg ved, har han altid levet af at fiske.

 Ålestangning

Ved Teglgård ligger en masse små fiskerbåde, nærmest pramme, og de fleste er egnet til fiskeri i det flade vand. Der er nok omkring 30, der driver fritidsfiskeri hvert år, og sådan har det altid været. Førhen husker jeg mange, som huggede hul i isen og stangede ål. Flere som min far fik føden ved at sælge dem, og han kom sommetider hjem med over 100 ål på en vinterdag. Han havde dem på nakken i en jutesæk – sikken et svineri! 

Engang var jeg faldet gennem isen i Langedam, som går fra Ny kirkegård og ud ved Grimmerhus. Da jeg kom hen til A.C. Hansens Allé, så jeg min far komme gående i en dampsky. Da vi kom hjem, blev mor godt gal over alt det våde tøj. Far var – tung som han var – faldet gennem isen ved Teglgård, og som en anden isbryder var han dels svømmet og dels vadet i land ved Teglgård. For at få varmen gik han så rask han kunne den lange vej hjem – deraf dampskyen! 

Der var mange, som beundrede fars ålestangning. Senere, da vi fik en lille fiskerbåd med motor, skulle de andre både altid være i nærheden af far. Når vi havde fundet den bløde bund, hvor ålene sad, og når vandet hverken steg eller faldt, kunne der stanges ål. De lå på langs i bunden, og man kunne ramme dem i hele længden med ålejernet. Så kunne far sige: ”Hvor stor er den, eller hver mange tror I der er på her?” Han følte næsten aldrig forkert. Hvis han gjorde det, grinede alle og råbte: ”Nå, Rasmus, har du glemt håndelaget!” Men som regel var det far, der grinede sidst, når de andre tabte ålene, fordi de ikke kunne mærke den bestemte sitren i stagen, når man ramte en ål, eller når stagen slog fra side til side, når man trak ålen ud af bunden. Jo hurtigere den slog, jo flere ål var der med op.

Længere henne, hvor Statshospitalet ligger, boede fisker Peder Hostrup i en rødstensvilla. En stor, knoglet fyr med den karakteristiske gang i lange, stive lædertræskostøvler. Han havde et stort bundgarn uden for huset, lige der hvor indsejlingen til Marinaen er nu, og bundgarnet står stadig samme sted. Jeg kan huske fra dengang vi trak med ålevod, at fra Lundbjerggård og ned til Peder Hostrup var der det bedste træk, vi kunne få. Især med pålandsvind gik det godt, og vi kunne gøre flere træk. Ellers gemte vi det til det sidste træk, når det begyndte at lysne.

 Det fortælles, at Peder Hostrup i sine velmagtsdage havde et stort hus på Skrillinge strand, lige efter Skrillinge-Kristian, hvor der hørte et stort bundgarnsfiskeri til. I den tid, jeg kendte Peder, kunne man i hvert fald se, at han var en mand, der havde bestilt noget.

 Hov Sejlklub

Lidt længere mod øst, helt ind i den ny marina, ligger den meget gamle Hov Sejlklub. På Børsen i Middelfart kaldte vi dem ”hovbønderne”, enten det nu skyldtes, at de fra gammel tid havde fundet et fristed hos den bonde, der drev et husmandsbrug der, eller om det skyldtes, at de fleste medlemmer ikke kom af fisker- eller sømandsslægt. Jeg ved det ikke, men jeg er selv kommet der meget og har altid kunnet få en godt snak med de hovedsageligt ældre mennesker, der hørte til der.

 Stedet med de små skure og klubhuset er heldigvis bevaret, og medlemmerne er lige så imødekommende som tidligere. Hovedformålet er stadig ålefangst, med et godt tag på især ålestangning, og det er som omtalt ikke bare noget man gør, men noget man har lært.

 Skrillinge Strand og Fønsskov

 Længere mod syd, forbi golfbanen, kommer vi til Skrillinge Strand, hvor det største bundgarnsfiskeri her i området blev drevet. Stamfaderen til den fisker, der drev det omfattende bundgarnsfiskeri, er Christian Christiansen, og et værdigt minde om familiens storhed er familiegravstedet, som kan beses på Gl. Kirkegård ind mod Grimmerhus.

 Christian satsede ikke videre end han kunne overskue, men det var alligevel helt fra Trelde Næs i nord ved indsejlingen til Vejle Fjord og til Wedellsborghoved mod syd, og fra Stenderuphage og ind i bugten ved Skamlingsbanken.

 Det var store bundgarn, han drev det med, og han havde tre ålegårde på stribe ud fra Fænø syd over mod Stenderuphage. Der havde engang været så mange ål i hans ålegarn, at det svarede til mere end et års omsætning for ham. Hvis pælene til garnet ikke er taget ind, har de stået der i 80 år, uden at der siden har været fanget nævneværdigt, men sådan er vilkårene for fiskeri. Christian var også en sand mester til at fiske med not, som Vor Peirs Niels.
Christian og Rasmine fik to sønner, Hans og Charles. Hans slægtede sin far på, men Charles kunne ødelægge alt. Det startede med store armbevægelser og ture i byen. Så fik han en hurtigbåd, og det fik Christian til at sige: ”Nu skal der bestilles noget! Vi får bygget en Nordsøkutter, så du kan komme hjemmefra”. Det havde Charles slet ikke rygrad til, han satte det hele over styr. Siden lejede han et ferskvandsfiskeri, og det kunne han magte. 

I 1916 var min far ude og sy garn til Christian. Dengang havde Christian 14 medhjælpere ansat, hvoraf nogle som min far fik kost og logi. Far var glad for at være der, og Christian og Rasmine var glade for ham. En dag sagde Rasmine: ”Rasmus, ræven tager mine høns, du kommer til at se, om du ikke kan få held til at skyde den”. Det gik hverken værre eller bedre, end at far en aften mente at kunne se den på bakkekammen, og han skød. Den kom trillende ned ad bakken, og far ville stolt vise Rasmine jagttrofæet. Men ak, det var Rasmines røde kat, han havde skudt. De andre karle grinede højlydt, og det fik Rasmine til at forsvare far. ”Er der nogen af jer, der kan ramme bedre?”, råbte hun. – Hun havde ikke flere katte, så det kunne hun sagtens sige. 

Da de gamle var blevet aflægs, drev Hans fiskeriet videre med faderens dygtighed som en god arv. Men fangstmulighederne i ålefiskeriet tog allerede dengang et betydeligt dyk, så kampen var ulige, trods hans ihærdige arbejdsindsats. 

Hans fik en søn, som blev opkaldt efter bedstefaderen. Men den ny Skrillinge-Christian havde for mange fritidsinteresser, og da det endelig gik op for ham, var det for sent. I hans sidste leveår var den eneste indtægtsmulighed udstykning af den store mark med stejlepladsen og salg af det store stuehus og udhusene. Han flyttede ind til byen og drev lidt fiskeri fra en barak ved stranden. 

 Fra Skrillinge Strand og forbi Gamborg Fjord var der kun landbrugsejendomme og ingen fastboende fiskere. Bl.a. fra Skrillinge Strand og Fønsskov kom der fiskere, som lejede fiskerettighederne fra bøndernes matrikler.

 Fønsskov

I Fønsskov på ydersiden af Gamborg Fjord boede bundgarnsfisker Poul Hansen i det næstsidste hus ud mod Lillebælt. Han drev som tidligere nævnt Rasmus Hansens fiskeri, efter at han var flyttet til Tejlgård. Poul Hansen havde først sin bror Carl som medhjælp ved fiskeriet, indtil familien blev forøget med sønnerne Niels og Korfitz og døtrene Edith og Tove.

 I det yderste hus drev Henning Hansen bundgarnsfiskeri under Ellegårds fiskerettigheder. Da han holdt op med at fiske og flyttede fra stedet, blev det muligt for Poul Hansen at få det yderste hus og dermed dobbelt så mange fiskepladser. På det tidspunkt var sønnen Korfitz gammel nok til at deltage i fiskeriet, og siden har han dygtigt drevet det videre, selv om han er alene om det efter faderens død.
 

Før Henning Hansen lejede ålegårdsretten til Ellegård, drev gårdens forpagter selv ålefiskeriet ved siden af landbruget, for det var hans store interesse. Hans helbred var ganske vist ikke til det, for han tålte dårligt sliddet i båden, men han kunne ikke lade være. I hans tid blev fiskeriet udvidet betydeligt, bl.a. byggede han flere ålegårde og lagde dem længere ud i bæltet med flere ålegårde og ruser i hver af dem. Fiskeriet var på et højdepunkt i hans tid. I 1844 fangede han således 4000 kg ål, og på en enkelt nat 1280 kg ål.

 Fra Rasmus Hansen overtog Poul Hansen bl.a. en stor bundgarnsjolle ”Tove”, som var opkaldt efter Rasmus’ datter. Jollen var udelukkende bygget af egetræ og havde fra begyndelsen en stor 8 HK firetakts ”Hein” motor i. Lillebæltsværftets Smakkelaug har fundet jollen bevaringsværdig og vil forsøge at restaurere den, så den kan blive udstillet på Smakkelaugets museum bag ved værftet med den ”Sabb”-motor i, som sidst lå i den. Båden er skænket af Korfitz Hansen.

 Fænø fyr

Vi tager en afstikker over til Fænø fyr, som blev passet af Carl Hansen, efter at han var holdt op med at fiske for sin bror Poul Hansen. Carl drev også lidt bundgarnsfiskeri og fiskeri med garn. Han var en stille, rolig og gæstfri mand, som jeg har besøgt flere gange, bl.a. en jul, hvor lodsen og jeg søgte ly hos ham, mens vi ventede på et skib, som skulle komme sydfra. 

Det var et frygteligt vejr, og vi måtte hele tiden hugge isslag af båden. Det viste sig, at skibet havde hyret lodsen fra Assens i det dårlige vejr, uden at fortælle, at han også havde hyret os. Da vi løb op på siden af dem ved Stenderuphage, fortsatte de bare sejladsen med fuld fart. Men den der ler sidst, ler bedst, for med næsten 30 mil og kun trekvart fart var det en smal sag for os at komme først til Middelfart og indkassere lods- og trossepenge. Det værste var at sejle så længe med isslag, som hele tiden skulle hugges af. Jeg synes næsten, jeg kan føle smerterne i ansigtet endnu. Fyret er nu ubemandet.

 Sandager Næs

Vi tager sydpå fra Korfitz Hansen, hvis far Poul Hansen købte ålegårdsrettighederne fra Rasmus Hansen og Henning Hansen. Korfitz Hansen har nu overtaget stederne med de rettigheder, som fulgte med fra Wedellsborg.

 Syd for Wedellsborg ligger Sandager Næs, hvor fisker Frants Eggert residerer. Han driver også fiskeri efter stenbidere i Sejerøbugten. Det foregår i forårsmånederne, og Frants Eggert sejler gennem Lillebælt og nordpå til Sejerø i en speedbåd for at røgte garnene og sætte dem igen. Så sejler han hjem, og når garnene igen skal røgtes, sejler han derop igen i speedbåden. 

Frants Eggerts far Viggo stammede fra Binderup Bugt. Han fik bygget to store bundgarnsjoller i min læretid, og det blev de sidste joller, som fik bordene klinket sammen med jernnagler. Jollerne skulle bruges til fiskeri fra Skagen. En bror til Frants drev bundgarnsfiskeri fra Skærbæk ved Kolding Fjord, så man må nok sige, at det var en initiativrig familie Eggerts.

Hejlsminde

Ovre på den anden side ved Hejlsminde var der to brødre Borch, som drev bundgarnsfiskeri op til de mange kystfiskere fra Frydenborg. Det må have været et par dygtige fiskere eller et godt fiskevand på deres kanter, for til trods for, at de fiskede med meget små grejer, havde de et virkelig godt fiskeri. Så godt, at åleopkøberne fortalte, at engang de hentede ål hos brødrene Borch, råbte de til opkøberne: ”Bare fyld spandene, her skal ikke vejes”. 

En garnhandler blev en gang ringet op af brødrene mellem jul og nytår. De spurgte, om han kunne levere en større sending garn med det samme. Da det var noget besværligt for repræsentanten at levere den store ordre på grund af julelukning, spurgte han, om det ikke kunne vente til efter nytår. Det kunne der ikke være tale om, så han fik ordren leveret til dem. Da han spurgte, om de ikke kunne vente med betalingen til efter nytår, blev der protesteret højlydt, så repræsentanten måtte afregne med det samme. Det undrede ham, men da den ene bror lukkede en kold kakkelovn op og tog nogle bundter penge ud af den og betalte, forstod repræsentanten, hvorfor det havde hastet så meget med leveringen. Det var virkelig mange penge at ligge inde med, så fiskerne havde været uden varme julen over for at have et godt gemmested til pengene.

 Frydenborg og Skærbæk

 En af kystfiskerne ved Frydenborg var Henrik Tørnæs, som fiskede sammen med sønnen Marius. Henrik var også far til tidligere landbrugsminister Laurits og til Svenne, som fiskede i Nordsøen i en årrække. Derefter kom han hjem for at blive bundgarnsfisker, men han kunne ikke holde til det og blev leder af radarstationen ved Stenderuphage, indtil han gik på pension.  

Lasse Hansen fra Sønderskov fortæller, at da Henrik Tørnæs ikke længere fiskede, var Lasse og Vor Peirs Niels kørt op for at handle ålegårdsrettigheder med Marius. Han ville godt afstå noget, for han var barnløs og var nu alene om fiskeriet. For at lette forhandlingerne havde de taget en kurv øl med, for det vidste de, at familien ville sætte pris på. Da forhandlingerne med Marius var godt i gang, kom Henrik til, og han spurgte hovent, om de øl ikke skulle drikkes. Han greb en øl, drak den i ét drag og kylede den tomme flaske op i græsset. Derefter tog han en flaske mere, for ligesom at fortælle, at ”jeg kan skam endnu!”

 Åge og Aksel Tønnesen fra Frydenborg var dem på de kanter, som jeg kendte bedst. De har altid losset fisk i Middelfart, og foruden en bundgarnsjolle, som vi byggede i min læretid, havde de en lille fiskekutter, som lå i Middelfart, når de ikke trawlede. Engang, da de kom op i en forrygende storm, var de sejlet gennem Fænøsund, men ud for Gl. Slot

sejlede de masten ud af båden, så de måtte slæbe den i rigningen, indtil de kunne komme i læ og få den bjerget. Det lykkedes, men da var vinduerne i styrehuset også blæst ud. De syntes, at sejladsen var en glad tur i byen værd, men det skulle der normalt langt mindre til at få dem til at fejre – de var begge barnløse, når de selv skulle sige det.

 Johannes Hede i Frydenborg var oprindelig skovarbejder, men måtte opgive det hårde slid, og han fik en jolle bygget gennem mig og revalideringen. Han var en lille slider, der hver dag kom roende fra Gammel Ålbo og til fods over Fænø, derefter med færgemanden til Odden, og så igen til fods hjem til mig for at smøre jollen og ellers gå til hånde, og så samme vej hjem igen hver dag. 

Johannes og hans kone var begge retarderede, men han fiskede virkelig godt med en snes garn og landede fiskene i Skærbæk. Men som det gjaldt for flere andre, som vi byggede garnjoller til, så kunne de dårligt laste, hvad de kunne fange. Uanset hvor meget jeg prædikede for dem, kunne de ikke forstå, at jeg ikke ville bygge større joller til dem. Dengang var der jo ikke opfundet garnruller til at hale garn og fisk hjem. Derfor var de afhængige af, at de med håndkraft og en god ryg kunne hale jollen hen til garnene og hale garnene op i jollen. Hvad ville det hjælpe med så stor en jolle, at kræfterne ikke slog til, og de måtte kappe garnene og sejle hjem uden garn og fisk? Hvis garnene stod for længe, til strømmen slækkede, havde snegle og krabber taget fangsten. 

Gammel Ålbo

Fra Frydenborg og rundt Stenderup Hage kommer vi til Gammel Ålbo. Her ligger fiskerne fra Frydenborg til ankers og i læ for sydvestenvinden sammen med alle fritidsfiskerne fra campingpladsen her. Mod nord på højre side ligger Fænø med fyret lige overfor. I min barndom var Fænø et fuldt fungerende samfund med to store landbrugsejendomme, en smedje og egen skole til 7. klasse. Fyrmesteren var også sognefoged, så på den tid var det en ekstra charme at blive viet hos fyrmesteren.

 Til fyret hørte en robåd på 15 fod, som de ville have motor i, lige da jeg var udlært. Jeg husker tydeligt, hvor stort besvær jeg havde med at få lagt en stor firetakts 4 hk motor i så lille en båd. For det første var stævnen ikke svær nok til stævnrøret, så der måtte en ny i. Men det allerværste var, at båden ikke kunne bære både en mand og motoren. Sikken en fiasko – jeg kendte ikke dengang Fyr- og Vagervæsenets eksperter, for så var det ikke blevet mig, der havde lagt motor i den plimsoller. 

Kolding Fjord

Når vi sejler mod nord forbi Fænø Kalv på højre side, får vi på venstre side en langstrakt grund, Blistang, inde under land hen mod Løverodde. Det var førhen ålestangernes eldorado om vinteren, og ligeså for dem, der slæbte med ålevod i sommernætterne. Åleeventyret strakte sig videre fra Løverodde forbi Soldaterbroen og rundt Skareodde. For dem, der elskede dette fiskeri og kendte sejlrenden ind bag Kidholmene og ned til Skærbækværket, var der også her et fint ålefarvand.

Oppe i fjorden ved Sanatoriet kunne man også slæbe med vod. Det er nu forbudt overalt, og dermed er mange ældres drøm om en spændende og aktiv alderdom med vodfiskeri gået til grunde.

Jeg ved ikke, om Fredericia og Kolding sejlklubbers klubhus ved Soldaterbroen og Fredericia Sejlklubs bro eksisterer endnu. Det var et herligt mødested, hvor man kunne få en glad aften med en dans. 

Skærbæk

På nordsiden af indsejlingen til Kolding Fjord ligger fiskeskippernes by Skærbæk. Førhen lille, men på ingen måde ubetydelig, for Skærbæk var havnebyen med Danmarks laveste skatteprocent, og derfor havnen med flest hjemmehørende skibe. Det var også den havn, som fostrede flest skippere til ålekvaserne. Åleopkøberne kom rundt i hele Norden, så langt som Murmansk og Nordnorge. De kom til Kolding for at købe ål, og når der var mange ål, der skulle holdes i live, lå de på det strømfyldte molehoved ved Middelfart. 

Mange fiskekuttere og ålekvaser kom på land i Middelfart for reparationer og kølhaling gennem tiden fra 1922, da beddingen blev bygget, og til nu. I dag er Skærbæk stadig en betydelig fiskerihavn, og især med landing af fisk har den overlevet Fredericia og Middelfart. Bundgarnsfiskerne i Skærbæk kendte jeg ikke så meget til, da de altid lossede deres fisk hjemme, men jeg har kendt andre fiskere fra Skærbæk, og et par af dem skal nævnes her, først Røde Bent.  

En søndag, da jeg lå hjemme med migræne, havde lodsen Hans Henriksen ledt efter min lodsbåd hele dagen fra morgen til aften. Han ringede til mig og sagde, at den var væk, og derfor havde han ringet til politiet og meldt den savnet. Politiet vidste heldigvis, hvor den var, for Røde Bent havde ringet og fortalt, at den lå i Skærbæk, og at han nok skulle passe på den, til den blev hentet.

 Jeg skyndte mig op og tog til Skærbæk, hvor jeg mødte Røde Bent. Jeg spurgte, hvordan han kunne vide, at det var min jolle, for det var over tyve år siden, jeg sidst havde set ham. – Jo, det vidste de da alle i Skærbæk, sagde han. Han havde fået at vide af politiet, at de to drenge, der var kommet sejlende i båden, var Fulton-drenge på springtur. Havde de vidst, at der var rigeligt med benzin til de fire en halv time, det ville tage at sejle til Kiel, så var de nok smuttet længere væk.

 En anden hændelse, som en fiskeskipper fra Skærbæk var indblandet i, var engang jeg havde solgt en stor motorbåd til min kones fætter. Som betaling lånte jeg båden til en tur rundt Fyn med fire familiemedlemmer, og i en grusom regnbyge fik vi motorstop ud for Fåborg. Da jeg ikke lige kunne finde fejlen og i betragtning af vejret prajede jeg en ålekvase og spurgte, om han kunne slæbe os ind til Dyreborg.


”Nej, det måtte vi få en anden til”, og så sejlede han, men kun for at vende tilbage ti minutter senere. Han prajede mig, ”om jeg ikke var hjemme fra?” Da jeg svarede ”jo”, smed han en svær slæber (trosse) over forenden til mig og råbte: ”Jeg skal skynde mig til Vindeby med en last ål”, og så fik vi ellers en slæbetur.

 Den båd, vi sejlede i, kunne kun løbe otte knob, og han løb ti, så for det meste lå vi skiftevis på den ene og den anden side, for med den fart løb vores båd oven på vandet. Da vi passerede Vindeby på Tåsinge, uden at han tog farten af, tænkte jeg godt nok: ”Hvordan ender det her?” Det gjorde det ved en tom bro oppe i enden af Svendborg havn. Endnu mere forbavset blev jeg, da han kastede slæberen, som var hans, over til mig, drejede rundt og for tilbage til Vindeby. 

Hvem kom næste morgen og råbte: ”Jeg kan lige smutte til Middelfart med jer!” – Jeg takkede mange gange, men vi havde fået motoren lavet og skulle fortsætte til Samsø og derefter hjem. ”Hvad skyldte jeg for ulejligheden?” – ”Det skylder du ikke noget for, du er jo hjemme fra”. Han ville ikke risikere at komme hjem og have taget betaling fra en gammel kending. Da jeg kørte over til ham, efter at vi var kommet tilbage til Middelfart, syntes han dog nok, at det var rimeligt at tage imod pengene.

 Børupsande

Når vi kommer fra Skærbæk og rundt om næsset ved Børupsande, kommer vi til en herlig klynge huse. Her boede Cecilie og Emil Jensen, som jeg kom til at kende på et sent tidspunkt. Emil havde i mange år sejlet for Drejens-lodsen med station i Skærbæk og hørte sådan set ikke til kystfiskerne.

 Men ligesom så mange andre blev Emil træt af arbejdet som lodskarl og begyndte at fiske med et par hundrede åleruser, hvilket han hidtil kun havde drevet som bierhverv. Da ålefiskeriet blev hans hovederhverv, fik han ny motor i jollen, styrehus og forlugar, det sidste af hensyn til Cecilie, så hun kunne komme med til Middelfart og gøre sine indkøb.  

Det dejlige hus, de havde ved Børupsande, moderniserede jeg også, så det blev da til nogle års venskab. Men da Cecilie og Emil var barnløse og er døde nu, må jeg nøjes med at besøge det dejlige sted, som var deres, og mindes et elskeligt par, lyse af sind og fulde af gåpåmod.

 Sønderskov

Fra Børupsande kommer vi mod nordøst hen til Sønderskov og Niels Henriksen, søn af Stolt Henrik, Lyngsodde. Han fiskede sammen med Søren Vollesen, der ejede Argentinerparken i mange år. Da han døde, fiskede Niels Henriksen videre på Søren Vollesens ålegårdsrettigheder, og Argentinerparken blev skænket som samlingssted for dansk-argentinere.

 Ane og Niels Henriksen fik sønnen Johannes i 1910. Han blev gift med Dagny, og de fik datteren Anne Marie og sønnen Niels Peder. Niels Peder fik sønnen Jens, og de er sammen om fiskeriet i dag.

Niels Henriksen lærte jeg at kende, da han og Johannes lossede fisk i Middelfart. En dag ringede de og sagde, at de gerne ville have bygget en jolle. Vi kunne nu hverken blive enige om faconen på jollen eller prisen, så de valgte at få bygget jollen hos min fætter Jens Jørgen på Middelfart Skibs- og bådebyggeri. Vi forblev lige gode venner af den grund. 

Siden fiskede Johannes og Niels Peder sammen i mange år, til trods for, at Johannes fik foretaget kolostomi. Han arbejdede tilsyneladende ubesværet videre i mange år derefter, indtil han uden forvarsel døde af en blodprop.

 Niels Peder og hans søn Jens har udvidet fiskeriet, dels med flere ålegårde, og dels med investering i en snurrevodskutter, som de fisker med, når det ikke er sæson for ålefiskeri. Da de er begyndt at losse fiskene i Skærbæk, har jeg ikke længere kontakt med dem som førhen. 

Sejler vi to-tre hundrede meter mod nordøst fra Niels Peder og Jens, kommer vi tilbage til udgangspunktet for turen kysten rundt, nemlig til Lasse og Preben Hansen i Sønderskov.